Skoleårets events

 

Uge 32

Første skoledag
Første skoledag er en festdag. Et kærligt team af elev-tutorer står klar til at modtage de nye elever med Hawaii-blomsterkranse og højt humør. Senere på dagen mødes man i de nye klasser for at få bøger, skema og intro-programmet den første skoleuge.

Dagen slutter med, at tutorerne laver ryste-sammen-lege med de nye elever og viser rundt på skolen.

 

Uge 32

Introdag 1g og pre-ib
Fredag i den første skoleuge er der introdag, hvor det almindelige skema er lagt ned for 1g- og pre-ib-klasserne til fordel for Happy Feet-folkedans, bowling og icebreaker-lege. Senere mødes de nye elever med alle de andre elever på skolen til årets første fredagscafé.

 

Uge 34 – 37 – 48 – 11

Fredagscafé
Fredagscafeerne på KG er kendte for den gode stemning. Skolens elever samles i kantineområdet for en snak med vennerne, lidt god musik og måske en øl. Nogle går hjem efter en time. Andre bliver lidt længere og mødes måske senere på aftenen. Det bestemmer man selv. Men hyggelige og sjove er fredagscaféerne altid.

 

Uge 34

IB Welcome Party
På IB fejres det nye skoleår med et stort Welcome Party for alle skolens IB-elever. Festen starter om eftermiddagen med sjove konkurrencer og fortsætter med fællesspisning, underholdning og masser af hygge. Afslutningvis overrækkes diplomer til sommerens IB graduates.  

3i står for planlægning, pyntning og madlavning (som et stort CAS projekt).  

 

Uge 35

Introtur 1HF
På introturen for 1HF lærer man sine klassekammerater at kende gennem en masse sjove aktiviteter. Turen er de senere år gået til Stenderuphagelejren, der ligger ud til Lillebælt. Med på turen er to af klassens lærere, der sørger for, at der også er et fagligt indhold på turen.

 

Uge 35

Idrætsdag
På idrætsdagen dyster alle skolens elever mod hinanden i et hav af discipliner. Der er flere konkurrencer i spil: bedste udklædning, bedste optræden og vinder af idrætskonkurrencen.

Hvert andet år afsluttes dagen med det legendariske sæbekasseløb. Det skal opleves!

Uge 33

Introfest
Introfesten er 1g’ernes første gymnasiefest. Festen starter med fællesspisning, sang og hygge i KGs kantine. Senere på aftenen støder 2. og 3g’erne til for at byde de nye elever velkommen på skolen.

 

Uge 36

IB studietur
3i tager på studietur til London for at opleve historie, kunst, TOK og oplevelsen af liv, sprog og kultur i en af verdens mest spændende byer.

 

Uge 38

Studietur 2hf og 3g
I uge 38 tager 2hf’erne og 3g’erne på studietur. Europæiske storbyer som Berlin, Rom og Barcelona er populære destinationer, men der er også klasser, der tager længere væk, fx New York og Hong Kong.

Uanset hvad, så er studieturen altid en stor oplevelse, hvor man bliver klogere på livet, på sine fag og på hinanden.

 

Uge 39

Naturvidenskabsfestival og Sciencedag
KG har fantastiske rammer for naturvidenskab. Det markerer vi hvert år med en naturvidenskabsfestival, hvor eleverne på de naturvidenskabelige studieretninger hører gode foredrag, ser spændende eksperimenter og i det hele taget dykker ned i naturvidenskabens fascinerende verden.

På Sciencedagen får KG besøg af 450 elever fra 9. klasse, der deltager i festivalen.

 

Uge 40

FLOK-fest
FLOK-festen står for første lørdag i oktober. Det er tidspunktet, hvor den årligt tilbagevendende fest for tidligere elever og lærere afholdes. Det er altid et brag af en gensynsfest med alt, hvad dertil hører: god mad, underholdning, live-band og dans.

 

Uge 41

SVADA-fest
Fredagen inden efterårsferien inviterer KG-elevernes eget festudvalg, SVADA, til årets første SVADA-fest – i folkemunde Scorefesten. Med grønt, gult eller rødt armbånd signaleres, om man er “ledig”, eller om man har en kæreste i forvejen. Det er en aften på elevernes præmisser, det er sjovt, og det er festligt.

 

Uge 43

2g studietur

Alle 2g-klasser tager i uge 43 på en indenlands studietur. Turen går oftest til København, hvor man arbejder med fagene på en anden måde end i det daglige arbejde hjemme på skolen. 2g-ekskursionen har også et socialt formål, da man rystes godt sammen, når man er afsted sammen i flere dage.

Uge 44

1g introtur

Alle de nye 1g-klasser skal på introtur i de sidste to skoledage før studieretningsstarten, nemlig torsdag 2/11-fredag 3/11. Turen har både et socialt sigte (sammenrystning af de nye studieretningsklasser) og et fagligt sigte (intro til fagene).

 

Uge 51

Jule-revy og svada-fest
I Julerevyen kan årets vildeste begivenheder genopleves. Julerevy-udvalget øver i månedsvis og opfører fredag inden juleferien et brag af en revy spækket med selvironi, skandaler og KG-gossip!

Efter revyen slår SVADA dørene op til KGs traditionsrige julefest.

 

Uge 3

Dorothea-forestilling
Hvert år i januar sætter skolens elever og lærere en forestilling op. Hen over efteråret arbejdes der intensivt med øvning af sang, musik, teater og dans. I januar spilles forestillingen for folk udefra og selvfølgelig også for skolens egne elever og ansatte. Det er altid en fantastisk oplevelse!

Dorothea-fest
God mad, festglade elever og en super koncert er ingen dårlig kombination. Det beviser DOT-festen gang på gang. Det er et af årets festlige højdepunkter, hvor der kæmpes om prisen for bedste bordpynt, der synges fællessange og hygges med fællesspisning.

I 1g og 3g er der tradition for, at forældrene tager med, men når middagen er overstået, rykker eleverne over i hallen, hvor et kendt navn for alvor sætter gang i festen.

 

Uge 16

Gallafest
Til den traditionsrige gallafest dresser afgangseleverne op for at fejre, at afslutningen på 3 års skolegang nærmer sig sin ende. Det er en fantastisk event med fotografering, lancier, underholdning, kåringer og fest i bedste galla-stil.

Uge 17

Kulturcafé
Kulturcaféen er en hyggelig aften i selskab med skolens kreative fag, eleverne og deres forældre. Det er fagene musik, design, billedkunst og drama, der byder indenfor med underholdning, optræden og spændende udstillinger med elevernes egne kunstværker.

 

Uge 18

Filmfestival
I foråret fyres mediefags filmfestival, EDISON, af med god mad og efterfølgende awardshow, hvor elevernes eksamensfilm dyster i kategorier som ’Bedste skuespiller’, ’Bedste dramaturgi’ og ’Bedste film’.

 

Uge 19

Sidste skoledag og fredagscafé
På årets sidste skoledag er der tradition for, at 3g’erne og 2hf’erne møder i skole i alternativt outfit. Det er festligt, og skoledagen afsluttes med en fed koncert i kantinen som opvarmning til fredagscafé.

 

Uge 20

IB-reception
På den sidste IB-eksamensdag samles IB-elever, forældre og lærere for at fejre eksamens afslutning med fotografering, taler, underholdning, kaffe og kage.

 

Uge 25

Translokation
For HF’erne er det 2 års, for STX’erne 3 års hårdt arbejde, der kulminerer med translokationen. Først er der indmarch, taler og overrækkelse af eksamensbeviser. Derpå spisning sammen med familien. Og som gymnasietidens sidste officielle program afsluttes dagen med en awesome fest for de nye studenter. Glæd jer!!!

 

Vil du starte på Kolding Gymnasium?

Bliv elev